Behandling af børn og unge med spiseforstyrrelse
Gruppe: Behandling af spiseforstyrrelse for unge
I gruppen behandles unge med forskellige former for spiseforstyrrelser. Fælles for deltagerne er, at de oplever kropsutilfredshed og overoptagethed af mad, vægt og spisning eller af sundhed og træning.
I gruppen behandles ikke personer med undervægt.
Gruppen mødes én gang om ugen i 20 uger kl. 14.30-17.30. Der er op til 6 deltagere og 2 psykologer.
For at komme ud af en spiseforstyrrelse, er det nødvendigt at arbejde med både psykoterapi og konkrete forandringer. Derfor er der kostvejledning i gruppen ved klinisk diætist 4 gange i forløbet. Derudover afholdes i løbet af behandlingsforløbet et pårørende-arrangement, hvor relevante pårørende får mulighed for at høre om behandlingen, og hvordan de bedst hjælper og støtter.
Det er ikke nødvendigt med en henvisning fra egen læge, men en plads i gruppen beror på en individuel vurdering efter samtale med en af klinikkens psykologer samt klinikkens speciallæge.
Interesserede kan kontakte Kompetencecenter for spiseforstyrrelser på kontakt@kompetencecenter.nu eller på tlf. 93908383.